Få en gratis konsultation til din næste tatovering
Start booking

Ofte stillede spørgsmål

Hvordan bestiller jeg en tid?

Du kan bestille tid på flere måder. Du kan skrive til os via Facebook, Instagram eller mail ([email protected]), eller du kan komme forbi butikken til en personlig samtale. Sidstnævnte er at foretrække, eftersom det er lettere og hurtigere at snakke om tatoveringen, størrelsen, ønskede stilart og give en mere præcis pris.

Der skal desuden lægges en forudbetaling på 500 kr. til små tatoveringer og 1000 kr. ved større projekter. Der skal lægges forudbetaling på hver tid, der bookes. Eksempel: Du booker 3 heldagssessions = 3000 kr. i forudbetaling.
Forudbetalinger kan IKKE refunderes.

Hvad, hvis jeg bliver syg eller forhindret i at komme til min tid?

Forudbetalinger kan ikke refunderes. Vi kan dog rykke din tid uden problemer, så længe du kontakter din tatovør senest 3 arbejdsdage før din tid. Hvis ikke bortfalder din forudbetaling.

Hvad koster en tatovering?

Priser på tatoveringer afhænger af rigtig mange ting: Størrelse, motiv, farver, skygger, detaljer, etc. Vores mindstepris er 600kr., og timeprisen hos en udlært tatovør er 1000 kr. Vi har dog halv- og heldagstilbud, hvor vores priser på tatoveringer varierer fra tatovør til tatovør alt efter dygtighed og hastighed. Du kan spørge ind til priser på tatoveringer ved at udfylde denne booking formular eller komme forbi butikken.

Vi bliver ofte spurgt, hvad en hel arm/et 'full sleeve' koster. Dette er ofte umuligt at svare på, da det afhænger af hvilke motiver og hvilken tatovør, der skal udføre tatoveringen.
En tommelfingerregel er dog, at en hel arm tager mellem 5 og 8 heldagssessions, som kan ligge på mellem 5.000 – 15.000 kr. pr. session alt efter hvilken tatovør, der udfører tatoveringen.

Har I lang ventetid?

Vi prøver at holde vores ventetid så kort som muligt. Hos nogle tatovører kan der godt være 1-2 måneders ventetid på store projekter, men vi har ofte tid til små tatoveringer inden for få dage – nogle gange på dagen. Du er altid velkommen til at skrive til vores Facebook eller ringe til os på 53781919.

Hvad skal jeg have med, når jeg tatoveres?

Vi anbefaler alle at have sovet og spist godt op til at få en tatovering. Det er også en god idé at medbringe lidt sodavand, slik eller frugt, som kan hjælpe med at holde blodsukkeret oppe. Hav også gyldig billedlegitimation med, da vi kan kræve at se det, før vi går i gang med din tatovering. Vi tager både kontanter, kreditkort og MobilePay, så du slipper for at gå rundt med alt for mange kontanter. Vi anbefaler at have noget med til at underholde dig selv, hvis du skal have lavet et stort projekt. Bøger, tablet, musik eller én ven eller veninde. Tag ikke hele slænget med, da det kan være meget forstyrrende for tatovøren, at der står mange mennesker rundt om.

Jeg har ikke fået svar på min henvendelse endnu

Da vores tatovører er i butikken 7-9 timer om dagen og skal tegne om aftenen, kan der sommetider gå nogle dage, før bunken af beskeder kan blive kigget igennem. Vi gør vores bedste for at svare så hurtigt som muligt, så hav lidt tålmodighed. Hvis du ikke har fået svar inden for et par dage, så send din besked eller mail igen, da det kan ske, at den kan blive overset i farten.

Hvis du vil have et svar med det samme, så er du altid meget velkommen til at kigge ind forbi butikken. Vi har altid tid til at snakke med dig. Ellers kontakt os på telefon 53781919.

Kan I tegne en tatovering til mig?

Vi bestræber os altid på at hjælpe og vejlede vores kunder så meget som muligt. Dog oplever vi fra tid til anden, at folk tror, en tatovering tegnes på 30 minutter som i tv-shows. Faktum er, at vi lægger liv og sjæl i alle de tatoveringer, vi laver, og det betyder mange timers hjemmearbejde og sene aftener. Derfor har vi rigtig svært ved at tegne til alle og tegner derfor i første omgang til vores kunder, der har booket tid til en tatovering.

Det er dog muligt at bestille bestillingsarbejde hos nogle tatovører. Så vil du gerne have en færdig tegning, evt. som julegave, så kom og snak med en af vores tatovører.

Hvor kan jeg finde inspiration?

Det er en god idé at beslutte sig for hvilken stilart, du gerne vil have lavet. 
Jo bedre din research er, desto bedre kan vores tatovører prøve at forstå dine tanker og hjælpe dig med at få dem ned på papir. I dag er det nemt at få inspiration på nettet. Google, Facebook, Pinterest og Instagram er vores foretrukne måder at finde ny inspiration. Der finder du alt fra små hjerte-tatoveringer til store realisme-tatoveringer. Vi prøver altid at være innovative, når det kommer til motiver, og vi vil derfor aldrig kopiere andre tatovørers arbejde ud fra et billedet fundet på nettet. Men vi elsker at få billeder til inspiration for bedst muligt at komme ind i hovedet på vores kunder og skabe netop den tatovering, de har inde i hovedet. Og dertil kommer selvfølgelig altid vores unikke stil og professionelle hjælp.
Man kan med stor fordel følge med i vores sociale medier, hvor tatovørerne ofte viser “want to do”-projekter, dvs. færdige designs, som tatovørerne rigtig gerne vil lave, men ikke har en kunde til endnu.

Hvornår er en tatovering helet?

En tatovering kan hele i underhuden i helt op til 6 måneder. Den er dog overfladehelet på 3-4 uger. Du bør derfor smøre den i 3-4 uger og gerne efter, også selvom den virker helet. En god tommelfingerregel kan være at se efter, om den skinner i huden. Hvis den gør det, skal du fortsætte med at smøre den, indtil den lægger sig ordentligt i huden og bliver mat.

Er det normalt, at en tatovering klør?

Ja, under helingen er det helt normalt, at tatoveringen klør. Der er desværre en lille procentdel, der oplever kløe, når tatoveringen bliver udsat for sollys. Derfor er det vigtigt altid at smøre sig ind i en høj faktor solcreme. I særtilfælde kan man risikere, at tatoveringen klør permanent.

Hvor længe holder en tatovering?

Tatoveringer holder som udgangspunkt for altid, men solen kan være med til at nedsætte levetiden. Derfor er solcreme en vigtig faktor for at holde tatoveringen pæn i mange år. Du kan med fordel smøre din tatovering jævnligt med fugtighedscreme.

Har min tatovering brug for genoptegning?

Som en del af vores service tilbyder vi alle vores kunder 3 måneders gratis genfarvning. En gammel tatovering, der har været udsat for sol, kan dog godt af æstetiske grunde have brug for at blive tegnet op efter en årrække.

Fjernelse/blegning af tatovering med laser

Gennem laserbehandling kan en tatovering bleges i en sådan grad, at man senere hen kan lave et nyt, flot motiv henover. Laser er dog ikke et vidundermiddel, der nemt kan fjerne en tatovering, som mange tror. Det er en lang og dyr proces. Alt efter motiv og farve kan det tage op til 6-8 behandlinger at fjerne en tatovering så meget, at det er muligt at få lavet et nyt motiv. 8-10 hvis man vil prøve at fjerne tatoveringen fuldstændig. Man siger som regel, at det koster 10 gange så meget at få fjernet tatoveringen, som det koster at få den lavet. Det vil sige, at hvis den har kostet 1000 kr. at få lavet, så skal man regne med at den vil koste 10.000 kr at få fjernet igen – så tænk dig om!

Hvilken tatovøruddannelse har I?

Der er desværre ingen krav i lovgivningen om, at en tatovør skal have en uddannelse, men vi bestræber os på at have de tatovører i Danmark med højeste niveau. Vores lærlinge er i mesterlære i 3 år for at sikre, at de som oplærte tatovører er af højeste standard. Alle vores tatovører har modtaget et hygiejnekursus, der svarer til de krav, regeringen har som retningslinjer, samt vores studio lever op til Sikkerhedsstyrelsens minimumskrav for at drive tatovørbutik.

Jeg vil gerne være tatovør. Kan jeg bare købe en maskine og starte selv?

Vi har lyst til at sige nej, men som lovgivningen er i dag, er der ingen regler for hvem, der må og ikke må tatovere. Vi kan dog på det kraftigste fraråde folk at købe deres egne maskiner og prøve sig selv. Der er mange tekniske færdigheder og hygiejnemæssige overvejelser, man skal have gjort sig, før man begynder at tatovere andre. De færreste tatovører vil tage "hjemmetatovører" ind i deres butik, så begynder man først på det, så spænder man ofte ben for sig selv. Vi anbefaler, at man tager sine tegninger ned til en tatovør, man gerne vil læres op af og prøver at komme i mesterlære, som er det tætteste man kommer på en tatovøruddannelse i Danmark. Her vil tatovøren tage dig under sine vinger og lære dig alt det, du har brug for at vide for at blive en dygtig tatovør. Hvis man brænder for at blive tatovør, skal man kunne tegne… Rigtig godt! Så start med at blive rigtig god til det.

Genbruger man nogensinde nåle, blæk osv.?

NEJ! Vi genbruger aldrig nåle, kopper eller blæk. Vi bruger så vidt muligt engangsmaterialer. Hvis ikke vi bruger engangsmaterialer såsom maskine eller strømforsyning, pakker vi det altid omhyggeligt ind i plast, som smides ud mellem hver kunde. Vi sørger naturligvis for at spritte hele vores arbejdsstation af mellem hver kunde. Alt dette gør vi for at mindske risikoen for krydskontaminering.

Er det tilladt at drikke alkohol eller tage stoffer før/under/efter tatoveringen?

Vi tillader aldrig vores kunder at være påvirket af andet end godt humør, når de kommer forbi butikken. Vi accepterer ligeledes heller ikke nogen form for indtagelse af alkohol eller stoffer under tatoveringen. Der er ingen fare ved at drikke moderat alkohol efter tatoveringen. Dog skal man være opmærksom på ikke at banke for meget ind i noget eller nogen samt sørge for at holde den ren, hvilket kan være lidt svært, hvis man stryger direkte ud i nattelivet.

Gør det ondt at blive tatoveret?

Ja, det gør ondt. Men alle førstegangstatoverede bliver altid overraskede over, at smerten er til at holde ud. Vi har i skrivende stund ikke haft nogen, der har måttet bakke ud før tid. Med det sagt er det altid bedst at forberede sig på det værste og blive positivt overrasket.
For at mindske smerten er det vigtigt at have sovet godt i dagene op til man skal tatoveres og ikke være stresset i timerne op til. Det er vigtigt at have et stabilt blodsukker, sørg derfor at spise rigtigt og drik rigeligt med vand. Hav eventuelt lidt slik, noget frugt og lidt vand eller sodavand med.

Hvor gør det mest ondt at blive tatoveret?

Det kommer an på, hvem man spørger. Dog er fødderne, ribbenene og maven nogle af de mere følsomme steder. Vi anbefaler altid, at man skal have sin tatovering, hvor man gerne vil have den, og ikke hvor det gør mindst ondt. Man vil altid blive gladere for den rigtige placering i mange år frem for en smule mindre smerte i nogle timer.

Hvor gammel skal man være for at blive tatoveret, og hvor må man blive tatoveret?

”§ 1. Den, der tatoverer en person under 18 år, straffes med bøde eller hæfte, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Stk. 2. På samme måde straffes den, der tatoverer en person i hoved, på hals eller på hænder.”

Sådan siger loven, og den følger vi blindt! Nogle tror, at en forældres skriftlige accept giver dig ret til at blive tatoveret, selvom du under 18, men det er en skrøne på lige fod med, at man ikke må køre bil eller stemme til Folketinget med en skriftlig tilladelse fra ens forældre. Vi forbeholder os altid retten til at få fremvist billedlegimitation, hvis vi er tvivl om alderen.

Må jeg blive tatoveret, hvis jeg er syg?

Da vi arbejder i et sterilt miljø, hvor vi arbejder tæt sammen med andre kunder og har mange åbne infektionsveje, så skal man blive hjemme, hvis man er blevet syg. Hvis man har nogle kroniske sygdomme, er det vigtigt, at du underretter din tatovør om det så tidligt i forløbet som muligt, så vi kan være opmærksomme på evt. problemstillinger dertil.

Må jeg blive tatoveret, hvis jeg er gravid?

Vi vil ikke tatovere dig, hvis du er gravid eller ammer.
2011 - 2024 © Timeless Art. Alle rettigheder forbeholdes. Privatlivspolitik. Cookiepolitik
crossmenuchevron-down

You have Successfully Subscribed!

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram